Bloggen som refleksions- og formidlingsværktøj

Da vi på introduktionsseminariet i Aalborg i starten af september blev præsenteret for opgaven med at anvende en blog som refleksionsværktøj over egen arbejdspraksis, forbandt jeg straks det at blogge med alle mine naive fordomme, altså mine fordomme om “folk” der blogger for at blive set, hørt og promovere sig selv.

Skulle jeg nu til at være én af dem?!

Mine fordomme blev heldigvis ret hurtigt gjort til skamme, og anvendeligheden blev ret hurtigt tydelig for mig efter bl.a at have læst bogen E-læring på Web 2.0 af Nina Bonderup Dohn og Lars Johnsen, og særligt afsnittet omkring blogs som læringsredskab gjorde stort indtryk på mig. Da anvendeligheden af blogs i undervisningen blev tydelig for mig, besluttede jeg mig for at inddrage blogs i min undervisning, da jeg netop stod over for at skulle i gang med Projekt Edison med min 6. klasse, og tænkte, at det kunne være spændende at lære eleverne at arbejde med blogs samtidig med, at jeg selv skulle lære det, og at det ville give rigtig god mening i projektet med innovation og entreprenørskab.

Da jeg endelig kom rigtig i gang med bloggen, blev jeg ret hurtigt grebet af, at skulle skrive mine refleksioner ned, og ikke kun have dem inde i mit eget hoved. Der sker nemlig et eller andet, når man skal formidle sine refleksioner på skrift velvidende om at andre læser med, hvor man bliver nødt til at tænke over, hvordan man formulerer sig, så det ikke kun giver mening for én selv.

Jeg tror at refleksionen for mig har gjort, at jeg er blevet mere bevidst om min profession som lærer, altså, hvad jeg gør, og hvorfor jeg gør det. Det skaber en klarhed.

Samtidig er jeg blevet meget bevidst om, hvordan en blog kan være et element i udbygningen af mit eget personlige læringsnetværk, og et sted hvor jeg kan videndele igennem mine erfaringer og refleksioner. Bloggen giver samtidig mulighed for, at dem der læser med kan kommentere eller stille spørgsmål, hvilket tvinger mig til at blive endnu skarpere og lære af de inputs og perspektiver, der kommer fra andre.

Bloggen bliver altså både et sted, hvor jeg kan tydeliggøre, hvem jeg er som fagprofessionel og et sted, hvor jeg kan samle min viden og erfaringer.

Jeg er egentlig lidt ærgerlig over, at forløbet omkring blogs på MIL uddannelsen slutter i dag, fordi det i processen har vrimlet med nye idéer til blogindlæg. Det betyder selvfølgelig ikke, at det skal stoppe her! Jeg har en klar ambition om at fortsætte min blogskrivning, og måske i højere grad blive klar over, hvad målet med min blog skal være, altså hvem vil jeg gerne have, der læser med? Det kan man selvfølgelig ikke helt selv bestemme, men jeg tror, at motivationen for mig ville stige yderligere, hvis jeg fik tænkt over, hvad jeg egentlig gerne vil med min blog.

 

Advertisements

Mediepædagogisk praksis – hvordan?

På Himmelev skole startede vi i januar op på, at skulle udarbejde en mediepædagogisk praksis, hvor udgangspunktet var, at IT og medier skulle være et tværgående tema i skolen. I de forskellige årgangsteams blev vi bedt om at tage stilling til, hvilke IT færdigheder og kompetencer eleverne skulle have efter henholdsvis 3., 6. og 9. klasse samt hvilke ønsker eller idéer der var til lærernes kompetenceudvikling inden for området. Derudover skulle vi på hver årgang komme med en beskrivelse af, hvad eleverne skulle kunne inden for hver af de fire elevpositioner; eleven som kritisk undersøger, eleven som analyserende modtager, eleven som målrettet og kreativ producent og eleven som ansvarlig deltager.

Indledningsvis så var jeg meget positiv omkring, at hele lærergruppen blev inddraget i processen om at få udviklet skolens mediepædagogiske praksis, men jeg har efterfølgende tænkt meget over, hvordan man så kan gøre brug af lærernes meget fornuftige og kompetente betragtninger, når der skal laves en samlet plan eller strategi?

Jeg blev meget inspireret, da jeg på Twitter læste Brøndbyøster skoles meget gennemarbejdede og velovervejede både forløbsplan og overordnede IT-strategi, og tænkte at vi helt sikkert kan lære noget og lade os inspirere på Himmelev skole af nogle af de tanker og overvejelser, som de har gjort sig i Brøndbyøster.

Udfordringen på Himmelev skole i forhold til, hvordan vi har startet op på udviklingen af vores mediepædagogiske praksis er, at fordi de forskellige årgangsteam har siddet hver for sig, så mister vi på en eller anden måde den røde tråd og at der bliver tænkt progression fra 0.-9. klasse. Dermed ikke sagt at vores indledende arbejde er dårligt, eller ikke er brugbart, men fra mit synspunkt er det som om, at der ikke rigtig er tænkt over, hvordan arbejdet i årgangsteamene i sidste ende skal blive til en samlet plan og en endelig mediepædagogisk praksis.

Jeg tror at det professionelle læringsnetværk har utroligt meget at tilbyde i forhold til den konkrete udfordring. Der er uden tvivl mange andre skoler i landet, der sidder med den samme udfordring, hvor nogen er langt i processen og nogen dårligt er startet på den. Det ville være tosset, hvis vi ikke i højere grad benyttede os af PLN til både videndeling og erfaringsudveksling, sådan så alle skoler ikke skal sidde at opfinde den dybe tallerken hver især. Jeg er selvfølgelig klar over, at der er store forskelle på fx ressourcer ude på de enkelte skoler, og at det ikke ville give mening at have præcis den samme handleplan for IT og medier for hele landet.

Vi kan afgjort lære noget af hinanden, og i dette tilfælde har min adgang til viden og inspiration gået gennem mit PLN. Jeg er sikker på, at jeg fremadrettet i højere grad vil gøre brug af det store potentiale der ligger derude i den digitale verden.

Status på Projekt Edison – Fixed eller growth mindset?

 

I Projekt Edison i 6.A er vi nu nået dertil, hvor elevernes idéudvikling for alvor tager fart efter en periode, hvor flere af grupperne har været nede i det velkendte “sorte hul”, og kørt lidt fast i deres idé eller følt sig begrænset af, at noget lignende allerede er opfundet. Det har været meget stejlt op ad bakke at få eleverne op af det sorte hul igen, og det har i høj grad krævet kyndig vejledning og et kærligt skub fra mig som lærer.

Men hvorfor er det så svært for eleverne? Det har jeg spurgt mig selv om utallige gange. Og hvordan er det så overhovedet lykkedes os at komme op af det sorte hul igen?

Når man arbejder med innovation og entreprenørskab i folkeskolen, så vil det af mange elever opleves som “noget andet end det vi plejer” og derved også sjovt og udfordrende. Samtidig kan man ikke forudsige på forhånd, hvilke forhindringer eller udfordringer eleverne vil møde undervejs i projektet. Der vil derfor hurtigt opstå usikkerheder hos eleverne, fordi projektet ikke er en lukket opgave med rigtige eller forkerte svar.

I arbejdet med Projekt Edison har jeg valgt at inddrage blogskrivning som en del af forløbet og en måde at synliggøre elevernes læring for eleverne selv. Jeg oplever, at det faktisk er rigtig svært for eleverne at skrive en sammenhængende tekst, hvori de reflekterer over, hvad de fx har lavet, eller hvad der har været udfordrende den pågældende dag. De fleste griber opgaven an ved at skrive i punktform eller med korte besvarelser af de lærestillede spørgsmål som om, det var en opgave til en konkret tekst i dansk for eksempel. Det paradoksale er, at eleverne er utroligt velreflekterede, når de skal formulere sig mundtligt, men der sker altså et eller andet, når den refleksion skal ned på skrift. Det er for mig et tydeligt bevis på, at det at skulle reflektere på skrift, er noget som eleverne skal lære, og det bekræfter mig i, at vi i 6.A ikke er færdige med vores blogskrivning når Projekt Edison er slut.

Opstigningen af det sorte hul skyldes flere ting.

Undervejs i projektet har jeg talt meget med eleverne om “fixed and growth mindset”, og at man for at kunne finde på idéer og videreudvikle på dem skal turde at fejle, fordi fejlen kan føre til et mønsterbrud, der gør at man kan komme videre i sit arbejde. Jeg kan så småt se effekterne af, at vi har talt i klassen om disse ting ved, at eleverne i højere grad ikke lader sig stoppe af små forhindringer, men at de forsøger at løse dem selv, og se dem som en del af arbejdsprocessen.

Samtidig er det helt tydeligt, at forbindelsen til virkeligheden motiverer eleverne enormt meget. De fleste grupper har efterhånden fået kontakt til forskellige virksomheder, og det giver virkelig eleverne noget, når de bliver mødt med både hjælpsomme og anerkendende mennesker, der også tror på deres idéer. Det er helt tydeligt, at det giver dem ekstra benzin på tanken til at fortsætte.

Hvis man skal tage udgangspunkt i John Deweys læringsteori om, at undervisning der har en kobling til elevernes erfaringsverden vil optage, undre og motivere eleverne, så tilbyder Projekt Edison netop det, altså at undervisningen tager udgangspunkt i en virkelighedsnær problemstilling, der skaber mulighed for et løsningsorienteret samarbejde præget af indlevelse og nysgerrighed.

 

Interview med skoleleder Anne Aabrink

I forbindelse med denne blog gjorde jeg mig utroligt mange overvejelser omkring, hvilken betydning mine refleksioner i et åbent digitalt rum kunne have for min daglige arbejdspraksis på Himmelev skole. Igennem en blog kan man måske tale om, at lærerværelset i højere grad bliver flyttet ud i det offentlige rum igennem de digitale medier, hvor det er klart at man som lærer skal opretholde sin tavshedspligt, men at man samtidig har lov til at ytre sin mening, spændet imellem de to bliver på en eller anden måde synliggjort, når man går ud i den digitale verden. Så hvornår er det, at man skal stoppe op, og tænke sig godt om, inden man skriver noget?

Med udgangspunkt i ovenstående tænkte jeg, at det kunne være interessant at høre min skoleleders syn på det, og på denne baggrund kom der et interview i stand. Det blev til en spændende samtale om både blogs, offentlig refleksion og ytring, mediepædagogisk praksis på skolen og mobilforbud eller ej .

For mit vedkommende så er det vigtigt for mig at opretholde min integritet dels som professionel lærer og dels som kollega og medarbejder på min arbejdsplads, når jeg begynder at reflektere offentligt. Hertil synes jeg, at Anne kom med nogle vigtige pointer i forhold til, hvornår man skal stoppe op og tænke sig godt om, inden man skriver noget. Fra hendes synspunkt så er det ikke se skole- og uddannelsespolitiske områder, som man skal holde sig fra, men når det handler om personer, der kan blive sårede eller kede af det over noget man skriver.

Hun understregede samtidig, at refleksionen er rigtig vigtig, og at det kan være en positiv udvikling og kvalificering af ens lærerprofession og måden man er lærer på, når man gør det i et åbent digitalt forum, hvor man samtidig åbner op for, videndeling, at andre kan kommentere og lade sig inspirere af ens skriverier. Men at man også skal være bevidst om, at man også kan få nogle hak i tuden, når man stikker næsen frem. Dernæst var hun meget tydelig omkring, at en refleksion selvfølgelig skal være ærlig og ikke skal begrænses, fordi refleksionen derved mister noget.

Jeg glæder mig utroligt meget over, at min skoleleder havde dette synspunkt, fordi det fjerner tvivl og usikkerhed i mit sind i forhold til bloggen, og hvad jeg kan bruge den til, da det afgjort aldrig kunne falde mig ind at være ufølsom eller usaglig i mine refleksioner.

Jeg spurgte lidt direkte til, hvordan hun ville have det med, hvis jeg på min blog ville rette en kritik af skolens igangværende arbejde med den mediepædagogiske praksis. Mit udgangspunkt var, om jeg på en eller anden måde ville kunne komme i “bad standing”, hvis jeg offentligt var kritisk i forhold til nogle af skolens måder at arbejde på.

Her var hun meget ærlig omkring, at Himmelev skole ikke har været nogle af dem, der har været aller fremmest i skoene, når det kommer til en mediepædagogisk plan og strategi for skolen. Jeg ved ikke hvorfor, men det kom alligevel bag på mig, at hun var så åben omkring det og ovenikøbet meget positiv omkring, den kritik det eventuelt kunne afføde fra mig.

Efter interviewet følte jeg en høj grad af opbakning fra skolens ledelse, og føler mig ikke begrænset i min refleksion i forhold til at den kan have negativ indflydelse på min daglige arbejdspraksis og mit forhold til ledelse og kollegaer.

Afslutningsvis skal der lyde en stor tak til skoleleder på Himmelev skole Anne Aabrink, fordi hun ville stille op til mit lille interview.

EdCamp i sidste weekend

I sidste weekend deltog jeg for første gang i EdCamp på Brøndbyøster skole i København, hvor omdrejningspunktet var skole og læring. EdCamp er en alternativ og åben konferenceform, hvor indholdet på konferencen er deltagerstyret. Der er således ikke en række faste programpunkter med forskellige oplægsholdere, men derimod samtaler om lige præcis det, som deltagerne er optagede af, med det yderligere element at deltagerne stemmer med fødderne.

Jeg havde som udgangspunkt mine betænkeligheder ved, at skulle bruge en lørdag på at “arbejde”, og betænklighederne blev yderligere styrket af regn, mudder, blæst og en utilregnelig app til at finde vej. Men det skulle heldigvis vise sig, at mine betænkeligheder blev gjort til skamme.

På dagen deltog jeg i tre sessioner, hvor vi bl.a. talte om PLC og vejledning, digital dannelse og efteruddannelse af lærere. I alle tre sessioner spillede det digitale en central rolle, og hvordan anvendelsen af digitale værktøjer kan styrke lærerarbejdet og elevernes kompetenceudvikling.

Jeg har i den seneste uge fået fordøjet alle indtrykkene og reflekteret over, hvad jeg tager med mig fra min første EdCamp.

Min første tanke er, at det var så ubeskriveligt fantastisk at møde så mange dygtige og engagerede mennesker på EdCamp. Samtidig var det virkelig skønt at opleve, at jeg ikke er “alene”, forstået på den måde at jeg blev bekræftet i, at jeg ikke er alene med mine tanker og holdninger i forhold til skole og læring. Det var enormt inspirerende og motiverende for min egen praksis at tale med mennesker, der har nogle erfaringer fra skoleverdenen, som jeg kan lære utroligt meget af.

Undervejs på EdCamp blev deltagerne opfordret til at følge hinanden på Twitter og dermed udvide vores netværk, hvilket jeg allerede få dage senere fik gavn af i min egen arbejdspraksis, da én af deltagerne delte plan og strategi for den mediepædagogiske praksis på vedkommendes skole, som var et meget brugbart og inspirerende indspark i den udviklingsproces som min egen skole er i færd med.

EdCamp tilbyder noget af det, som jeg måske lidt ubevidst går og savner lidt i mit daglige arbejde på Himmelev skole, nemlig at det blev skabt en fælles rum for refleksion og videndeling uden at være begrænset af mål og tid. Jeg er af den overbevisning, at skolen sagtens kunne overtage nogle af EdCamp’s principper i forbindelse med videndeling og udvikling af skolen, og dermed inddrage og udnytte det potentiale som allerede befinder sig ude på skolerne.

Som en afsluttende bemærkning har jeg foreslået min skoleledelse at optage EdCamp strukturen på fx en fælles temadag for skolens lærere og pædagoger, hvilket affødte en positiv respons. Så det bliver spændende at se, om vi kan få sat sådan en dag i stand, og at mine kollegaer kan få den samme følelse af motivation og glæde over det vi kan skabe sammen i fællesskab.

 

Første blogindlæg og Projekt Edison 2017

Her i mit første blogindlæg vil jeg dele mine tanker om Projekt Edison 2017, som hele 6. årgang på Himmelev skole skal deltage i fra uge 38 og frem til starten af november, og ligeledes hvordan den digitale dannelse kan indgå som en delmængde i projektet med kreativitet, innovation og entreprenørskab.

Indledningsvis var jeg på en såkaldt lærercamp i Roskilde, hvor lærerne i de deltagende klasser fra hele kommunen deltog. Her fik vi præsenteret det overordnede emne: “Vand på godt og ondt”, elevhæftet og lærervejledningen hertil. Til materialet er der også tilknyttet en Projektbog placeret i Google Drive, der indeholder de forskellige opgaver, som eleverne skal igennem undervejs i forløbet, hvor hensigten er, at eleverne skal udfylde den skriftligt, og have den med når de skal præsentere deres idé for dommerpanelet, og kan henvise til, hvordan deres arbejdsproces er forløbet.

Som udgangspunkt så er det et skridt i den rigtige retning, at Projektbogen ligger i Google Drive, og at dokumentet bliver dynamisk i den forstand, at eleverne i hver gruppe kan bruge det som et fælles værktøj, samtidig kan der være en udfordring i, at Projektbogen mere eller mindre bliver et digitalt kladdehæfte, og ikke det dynamiske værktøj, som det måske er tiltænkt at være.

Når der skal arbejdes med kreativitet, innovation og entreprenørskab, er dialogen vigtig. Hertil mener jeg ikke, at Projektbogen på Google Drive er helt optimal – i hvert fald ikke hvis dialogen skal være i fokus. For at få dialogen på dagsordenen i Projekt Edison, har jeg oprettet i blog til mine elever igennem Skoleblogs. Fordelen ved netop Skoleblogs er blandt andet, at bloggen er i et lukket miljø, hvor man skal have UNI-login for at tilgå siden, og omvendt kan læreren vælge, om bloggen skal være offentlig tilgængelig.

Bloggen er tænkt både som en log, hvor eleverne som afslutning på dagen skal lave et indlæg på deres blogside, som hver gruppe har fået tildelt efter gruppenummer. Bloggen skal altså være et arbejdsredskab og fungere som et refleksionsværktøj for eleverne, hvor de udover at skrive indlæg, har mulighed for at kommentere og give hinanden feedback undervejs i processen fra idéfasen, udvikling af prototyper og frem til den endelige præsentation foran dommerpanelet. Samtidig har jeg som lærer også mulighed for at give mine elever feedback.

Jeg glæder mig til at forsøge mig med de spændende muligheder, som en blog kan tilbyde i undervisningen og selv blive klogere på, hvordan en blog kan bidrage med at udvikle elevernes refleksionskompetencer.