EdCamp i sidste weekend

I sidste weekend deltog jeg for første gang i EdCamp på Brøndbyøster skole i København, hvor omdrejningspunktet var skole og læring. EdCamp er en alternativ og åben konferenceform, hvor indholdet på konferencen er deltagerstyret. Der er således ikke en række faste programpunkter med forskellige oplægsholdere, men derimod samtaler om lige præcis det, som deltagerne er optagede af, med det yderligere element at deltagerne stemmer med fødderne.

Jeg havde som udgangspunkt mine betænkeligheder ved, at skulle bruge en lørdag på at “arbejde”, og betænklighederne blev yderligere styrket af regn, mudder, blæst og en utilregnelig app til at finde vej. Men det skulle heldigvis vise sig, at mine betænkeligheder blev gjort til skamme.

På dagen deltog jeg i tre sessioner, hvor vi bl.a. talte om PLC og vejledning, digital dannelse og efteruddannelse af lærere. I alle tre sessioner spillede det digitale en central rolle, og hvordan anvendelsen af digitale værktøjer kan styrke lærerarbejdet og elevernes kompetenceudvikling.

Jeg har i den seneste uge fået fordøjet alle indtrykkene og reflekteret over, hvad jeg tager med mig fra min første EdCamp.

Min første tanke er, at det var så ubeskriveligt fantastisk at møde så mange dygtige og engagerede mennesker på EdCamp. Samtidig var det virkelig skønt at opleve, at jeg ikke er “alene”, forstået på den måde at jeg blev bekræftet i, at jeg ikke er alene med mine tanker og holdninger i forhold til skole og læring. Det var enormt inspirerende og motiverende for min egen praksis at tale med mennesker, der har nogle erfaringer fra skoleverdenen, som jeg kan lære utroligt meget af.

Undervejs på EdCamp blev deltagerne opfordret til at følge hinanden på Twitter og dermed udvide vores netværk, hvilket jeg allerede få dage senere fik gavn af i min egen arbejdspraksis, da én af deltagerne delte plan og strategi for den mediepædagogiske praksis på vedkommendes skole, som var et meget brugbart og inspirerende indspark i den udviklingsproces som min egen skole er i færd med.

EdCamp tilbyder noget af det, som jeg måske lidt ubevidst går og savner lidt i mit daglige arbejde på Himmelev skole, nemlig at det blev skabt en fælles rum for refleksion og videndeling uden at være begrænset af mål og tid. Jeg er af den overbevisning, at skolen sagtens kunne overtage nogle af EdCamp’s principper i forbindelse med videndeling og udvikling af skolen, og dermed inddrage og udnytte det potentiale som allerede befinder sig ude på skolerne.

Som en afsluttende bemærkning har jeg foreslået min skoleledelse at optage EdCamp strukturen på fx en fælles temadag for skolens lærere og pædagoger, hvilket affødte en positiv respons. Så det bliver spændende at se, om vi kan få sat sådan en dag i stand, og at mine kollegaer kan få den samme følelse af motivation og glæde over det vi kan skabe sammen i fællesskab.